Monthly Archives: May 2016

Diabetes-epidemi truer i Grønland

Indtil for under hundrede år siden var Grønland et fangersamfund. Inuit levede primært af de dyr, de selv skød eller fangede.

Først i 1950’erne startede grønlænderne en moderniseringsproces, og så gik stærkt: I dag er der kun ganske få, som udelukkende lever af den kost, de selv har skudt, plukket eller hevet i land.

»Grønland har gennemgået en kæmpestor udvikling over relativt kort tid. Siden 2. Verdenskrig er der sket enormt meget,« siger Michael Lynge Pedersen, der er ph.d. og læge fra Dronning Ingrids Sundhedscenter i Nuuk og Grønlands universitet Illisimatusarfik.

»På sundhedsområdet er der sket en del forbedringer, og grønlænderne lever længere end tidligere. Men der er også kommet nye sygdomme til, og en række ting er gået skævt. Man kan roligt sige, at moderniseringsprocessen har ændret sygdomsmønstret,« fortsætter han.

Mange i Grønland spiser usund importeret mad

Mange af de nye sygdomme er livsstilsbetingede. De skyldes ændrede levevaner  - blandt andet at grønlænderne spiser en helt anden kost end tidligere, og at der ofte ryger mange importerede fødevarer af den usunde slags indenbords.

Type 2-diabetes er en af de sygdomme, der er kommet til landet, og i de seneste årtier har et stigende antal i inuit-befolkningen fået problemer med blodsukkeret. For med moderniseringen steg fødevareudbudet.

McDonalds og andre vestlige fastfood-kæder har godt nok ikke invaderet Grønland, men i Nuuks supermarkeder kan man købe flødeskumskager, cola og chips langt billigere end grøntsager. Og i nogle små bygder kan man slet ikke købe frisk grønt.

»Importeret mad er ikke i sig selv dårligt. Problemet er, at den grønlandske befolkning i vid udstrækning spiser den usunde, importerede kost,« siger Peter Bjerregaard, professor på Statens Institut for Folkesundhed samt Grønlands Universitet Illisimatusarfik og leder af en række undersøgelser af den grønlandske befolknings sundhedstilstand.

»Vi ser en klar tendens til, at der bliver spist mange kager og meget slik. Der bliver drukket meget sodavand og andre søde drikke. Grøntsager og frugt er dyrt, og det er ikke alle steder man kan få det. Jo længere, man kommer ud på landet, jo vanskeligere er det at få fat i. Derimod er det ganske let at købe en citronmåne eller en cola. Usunde varer er langt mere tilgængelige og billigere,« fortæller han.

Velfærdssamfundet medbragte type 2-diabetes

Konsekvensen er, at et stigende antal grønlændere er overvægtige, og type 2-diabetes er en af de livsstilssygdomme, der er opstået i takt med Grønlands hurtige omstilling fra fangersamfund til velfærdsstat.

»Type 2-diabetes fandtes stort set ikke for halvtreds år siden. I 1962 lavede man en stor befolkningsundersøgelse, hvor man testede i urinen, om folk havde diabetes. Der var under en procent, der blev testet positive,« siger Michael Lynge Pedersen, som har skrevet ph.d.-afhandling om behandling af type 2-diabetes i Grønland

Omkring årtusindskiftet lavede forskere endnu en undersøgelse af diabetes-forekomsten i Grønland. Denne gang fandt de, at 10 procent af de voksne over 35 år havde diagnosen.

Derudover havde 20 procent prædiabetes, som er et forstadie til sygdommen.

»Et væsentligt fund var, at 70 procent af dem, der havde type 2-diabetes, ikke vidste det. De var ikke blevet diagnosticeret. Konklusionen var, at mange havde diabetes, og at der var stort behov for at sætte en struktureret indsats i værk,« siger Michael Lynge Pedersen.

Diabetesepidemi er på vej

Siden 2008 har Michael Lynge arbejdet med at få det grønlandske sundhedsvæsen i gear til at håndtere diabetes og de sygdomme, der ofte følger med.

Han og kolleger har sørget for, at diabetesbehandlingen er forskningsbaseret og ensrettet i hele landet også ude i de små, fjerntliggende bygder, hvor der ofte ikke er en læge, og hvor indbyggerne skal med fly eller båd for at komme på hospitalet. Derudover har de udviklet journalføringen, så den elektroniske patientjournal idag kan bruges som en slags kvalitetsdatabase.

Fakta

Inuit = mennesker
Inuk = et menneske

Inuit er det oprindelige navn for folk født og opvokset i Grønland. På grønlandsk er betegnelsen inuit en flertalsform af inuk. I Grønland findes flertalsformen inuitter ikke.

Selv om man på dansk normalt siger inuitter i flertal og inuit i ental, bruger Videnskab.dk den grønlandske bøjning ‘inuit’ i flertal og ‘inuk’ i ental.

Ifølge Dansk Sprognævn er det dog helt i orden, når man på dansk bruger flertalsformen ‘inuitter’, og entalsformen ‘inuit’ om inuit og inuk.

Kilde: Dansk Sprognævn

Målet er at tage type 2-diabetes i opløbet, før sygdommen bliver til en egentlig epidemi, som man har set i en række andre lande, der på kort tid er blevet moderniseret.

»I Grønland er vi nok stadig i begyndelsen af en diabetesepidemi og jo mere, vi kan gøre for at være systematiseret og effektive jo bedre. For i kølvandet på diabetes kommer en række følgesygdomme. Det har man set globalt,« siger Michael Lynge Pedersen.

Infrastrukturen er en udfordring

I et land med kun cirka 56.000 indbyggere skulle man tro, at det er en smal sag for det grønlandske sundhedsvæsen at få diagnosticeret og sat patienter med type 2-diabetes i behandling. Men der er en række udfordringer.

»Vores sundhedsvæsen er godt nok fleksibelt og småt, men en diabetesepidemi er en supertanker. Grønland er et kæmpestort land, hvor der ikke bor ret mange mennesker, til gengæld bor de spredt og langt fra hinanden,« siger Michael Lynge Pedersen og fortsætter:

»Nogle steder er der ingen læge, andre steder ingen sygeplejerske. Og i de mindre bygder er sundhedsvæsenet ofte kun tilstede med sundhedspersonale, der har en relativ kort uddannelse. Geografien er en fundamental udfordring.« 

Grønlændere er genetisk disponeret for diabetes

Det er et langt, sejt træk at få bugt med type 2-diabetes og andre livsstilsbetingede, kroniske sygdomme i Grønland, og det bliver ikke mindre sejt af, at op mod hver femte grønlænder har en genvariant i deres arvemateriale, som gør, at de har særligt svært ved at tolerere sukkerholdigt mad.

Genvariantens forekomst blev for et par år siden påvist af danske forskere og publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature. 

Inuit, som har det genetiske særpræg, har hele 80 procents risiko for at få type 2-diabetes i løbet af livet. Det skyldes, at deres genvariant medfører, at det sukker, de får gennem maden, ikke bliver optaget i deres muskler. I stedet bliver sukkeret lagret i deres blod.

Derfor bliver deres blodsukker ofte for højt, hvilket netop er et af kendetegnene ved diabetes. 

»Genvarianten kan være opstået, fordi den gav inuit en overlevelsesmæssig fordel, dengang de spiste meget protein og fedt, men stort set ikke fik kulhydrater,« siger professor Marit Eika Jørgensen, der forsker i grønlændernes diabetesforekomst for Steno Instituttets Diabetes Center.

»Vores bedste teori er, at genvarianten forhindrede, at fanger-folket, som stort set ikke indtog kulhydrater, fik for lavt blodsukker. Men i dag, hvor grønlænderne får en helt anden og meget mere sukkerholdig kost, gør det dem syge, når der bliver ophobet for meget sukker i blodet.«

Inuit skal deltage i et kontrolleret forsøg

Marit Eika Jørgensen lavede den undersøgelse, som ved årtusindskifte viste, at mange grønlændere ikke vidste, at de havde diabetes, og i 2014 var hun med til at lave det genetiske studie, hvor den inuit-specifikke genvariant blev fundet. Siden arbejdet videre med at identificere genetiske faktorer, der præger inuitbefolkningens stofskifte.

I øjeblikket er hun og kolleger fra Københavns Universitet i gang med et projekt, som skal afklare, hvilken effekt fysisk aktivitet har på inuit, som har den genvariant, der øger deres risiko for type 2-diabetes.

Normalt har type 2-diabetespatienter gavn af at træne, og befolkningsstudier tyder på, at fysisk aktivitet har en endnu mere gavnlig effekt på de inuit, der har den særlige gen-defekt.

»Det tyder på, at træning kan være en vigtig faktor til at forsinke diabetesudvikling så længe som muligt hos bærere af genvarianten,« siger Marit Eika Jørgensen.

»Det ser endda ud til, at dem, der har genvarianten, har en bedre effekt af fysisk aktivitet end dem, der ikke har den. Det er overraskende, for blodsukkeret er stadig markant højere hos dem, der har genvarianten end hos dem, der ikke har den,« fortsætter hun.

Forsøgsdeltagere skal fra Grønland til København

Fakta

I maj er Videnskab.dk i Grønland for at dække forskning i og om Arktis. Vi bringer derfor masser af Grønlands-artikler om alt fra sociale forhold, mineraludvinding, biodiversitet, uddannelse og arkæologi til forskning som industri.

I det projekt, Marit Eika Jørgensen er i gang med, skal grønlændere med genvarianten testes i et kontrolleret forsøg, hvor de skal lave forskellige former for fysisk træning.

Efter træningssessionerne vil forskerne blandt andet måle deres blodsukkerværdier og undersøge deres celler.

Det er dog lidt omstændigt at komme i gang, for forsøgsdeltagerne skal transporteres fra forskellige steder i Grønland til København, fordi man ikke har laboratoriefaciliteter i Nuuk.

»Vi skal lave biopsier, som skal fryses ned med det samme, og det er en af de mange ting, der ikke kan lade sig gøre i Grønland. Det er logistikmæssigt krævende at få folk til København, men vi glæder til at komme i gang og håber, at vores resultater kan bruges til at lave bedre behandling og forebyggelse,« siger Marit Eika Jørgensen.

Infrastrukturen er således en udfordring, man hele tiden støder på i Grønland, både når man skal lave forskningsprojekter, som det Marit Eika Jørgensen er i gang med, og når man skal behandle patienterne.

Pårørende bliver ikke inddraget

Tine Aagaard, der er ph.d. på Grønlands Universitet Ilusimatursafiks Institut for Sygepleje og Sundhedsvidenskab, forsker i kronisk syge patienters egne perspektiver på sundhed og patientinddragelse.

Hun genkender, at infrastrukturen i Grønland kan give vanskeligheder både under indlæggelsen, og når der skal følges op på patienterne, efter de er blevet udskrevet:

»Det er for eksempel et problem, at pårørende sjældent inddrages, hverken som ressourcepersoner eller som nogen, der selv har brug for støtte. På grund af bosætningsmønster og infrastruktur har mange pårørende ikke mulighed for at være til stede, når patienterne er indlagt på det lokale sygehus eller på landshospitalet i Nuuk,« siger hun.

Opfølgning i hverdagen giver bedre resultater

I sin forskning har Tine Aagaard fulgt kronisk syge patienters dagligdag, efter at de er blevet udskrevet fra landshospitalet i Nuuk.

Hendes indtryk er, at patienterne ofte overlades lidt for meget til sig selv.

»Der satses i disse år på telemedicin, som gør det muligt for læger, sygeplejersker og terapeuter i byerne at rådgive og guide personalet lokalt. Nogle steder fungerer det godt. Men det er ikke nok kun at rådgive for eksempel om medicinering og fysisk træning,« siger Tine Aagaard.

Ifølge Tine Aagaard er det afgørende for patienter med en kronisk sygdom som eksempelvis type 2-diabetes, at læger og sundhedspersonale har kendskab til patienternes liv og de udfordringer, de har i hverdagen.

»Hvis behandlingen i højere grad end i dag inddrager patienterne, vil mange problemer kunne forebygges, for eksempel vil man kunne forhindre, at komplikationer til sygdommen får lov til at udvikle sig, eller at pårørende brænder ud og selv bliver syge,« siger hun. 

Det kan dog være svært at lave kontinuerlig opfølgning på patienterne i Grønland, for mange steder er der ikke fast personale ansat. En stor del af sundhedsvæsenets ansatte kommer fra Danmark og bliver ansat i korte vikariater, hvorefter de rejser hjem igen. 

I sin forskning har Tine Aagaard undersøgt, hvordan det grønlandske sundhedsvæsen kan blive bedre til at inddrage patienter med kroniske sygdomme på trods af mangel på fastansat personale. Hun foreslår blandt andet, at man i højere grad trækker på grønlandske sundhedsassistenters kendskab til patienternes sprog, kultur og dagligdag.

Scroll lidt længere ned og læs mere om det.

Kan hjerneaktivitet afsløre, hvor godt hørehjælpemidler fungerer?

»To ask the value of speech is to ask the value of life.«

At stille spørgsmålstegn ved talens værdi er at stille spørgsmålstegn ved livets værdi. Måske er dette citat af Alexander Graham Bell (1847-1922), der opfandt telefonen og var foregangsmand inden for døveundervisningen, lidt af en overdrivelse.

Alligevel minder citatet os om forståelsen af den talte kommunikations værdi. Forståelsen baner vejen for bedre uddannelsesmæssige præstationer og at være en integreret del af en hørende verden.

At være i stand til at høre tale er en perceptuel evne, som mange af os er i fare for at miste på grund af nedsat hørelse som følge af vores livsstil og forskellige epidemiologiske faktorer. Vi går for eksempel på diskotek, og vi lytter til vores iPods.

Vi opfatter mere end blot ord

Den beskadigelse af vores hørelse kan have en effekt på vores evne til at høre andre menneskers tale. Når vi med normal hørelse hører tale, er vi i stand til at opfatte og forstå mere end blot ordene.

Med normal hørelse kan vi opfanger fine akustiske forskelle mellem ord. Vi kan også fortælle noget om personens følelsesmæssige sindstilstand, og hvis stemmen er bekendt, kan vi identificere den, der taler.

Når høretab bliver afhjulpet med et cochlear implantat, går disse subtile signaler og nuancer ofte tabt.

Fakta

Davis Jackson Morris har med denne artikel vundet 1.-præmien i The Industrial PhD & Postoc Association Communication Prize 2016,
en kommunikationskonkurrence der hvert år udskrives af The Industrial PhD & PostDoc Association.

De artikler, som får 1.- 2.- og 3.-præmien i konkurrencen, bliver publiceret på Videnskab.dk. Læs de to andre præmierede artikler her:

Er der værdi i dine underbukser

Cirkulær økonomi: Når miljøarbejdet møder forretningen

Et cochlear implantat, i daglig tale kaldet CI, er et elektronisk apparat, der overtager funktionen af et defekt indre øre (cochlea, sneglen).  Det gør det ved at omdanne akustisk information til elektriske impulser, som sendes direkte til hørenerven ved hjælp af en indopereret elektroderække.

Cochlear implantater kan hjælpe personer med et kraftigt til meget kraftigt høretab, og der er flere end 1.000 CI-modtagere i Danmark.

Mit projekt i samarbejde med Oticon Medical fokuserer på at forbedre CI-modtagernes opfattelse af talens subtile signaler ved hjælp af elektriske signaler, der opfanges på hovedbunden.

Den elektriske respons, der er af interesse i dette projekt, er et kompleks kaldet N1-P2 respons (Se figur 1 lidt længerede nede på siden).

Et indopereret CI

Den udvendige del af et CI, som placeres bag øret, består af taleprocessor, mikrofon og transmitter. Mikrofonen opfanger lyde og sender dem videre til taleprocessoren.

Taleprocessoren er en lille computer, som bearbejder lyden og sender den via en lille biologisk transmitter (sender) til elektroderækken. Elektroderne, som er opereret ind i cochlea (det indre øre), stimulerer hørenerven direkte.

Tale er en kombination af lyde, som indeholder forskellige frekvenser. Lydprocessoren analyserer frekvensindholdet af talen og sender det via elektroderne i CI videre til hørenerven som elektriske impulser.

Som reaktion på lyde affyrer elektroderne impulser sekventielt med hastigheder på op til 12.000 gange pr. sekund.

Man bruger to forskellige elektroder til at registrere CI-modtagerens N1-P2-respons. Den som er indopereret i cochlea, og den som monteres på hovedbunden for at indspille N1-P2 responsen.

NI-P2 responsen

En N1-P2-respons bliver udløst ved hændelses-relateret stimulation. Det betyder, at N1-P2 opstår, når en akustisk hændelse, såsom tale, gentagne gange bliver præsenteret for en lytter, og de elektriske målinger fra denne gentagne hændelse kan beregnes.

Hvis en lytter, der er udstyret med EEG-elektroder på hovedbunden, bliver præsenteret for en lyd gentagne gange, kan vi udlede et gennemsnit fra responserne, som så indikerer, om forsøgspersonen har hørt lyden eller ikke.

Man kan sammenligne den neurale respons med tog, der ankommer på en station (se figur 2 lidt længere nede på siden). Hvis vi bruger denne jernbaneanalogi, forlader togene den regionale station, som er de perifere nerver i øret.

Derefter bevæger de sig hen til den auditive nerve, som er analog med et togspor, og som har en række relæstationer.

Endelig ankommer de til hovedbanegården, som er cortex, og hvorfra N1-P2 responsen bliver genereret.

Vores indledende overvejelser var, at vi gennem kendskab til den elektriske struktur af det signal, som vi præsenterer øret for via CI, og det specifikke N1-P2 respons, kunne optimere toget.

Vi kunne for eksempel ændre antallet og højden på vognene.

Opmærksomhed

Men som alle andre ting i livet er vores auditive opfattelse ikke helt så enkel som en ét-sporstogforbindelse. Den opmærksomhed, som et individ fokuserer på den auditive stimulus, har vist sig at påvirke responsomfanget.

Som et led i projektets kontroleksperimenter undersøgte vi opmærksomhedspåvirkninger ved at måle N1-P2 ved ændring af vokaler, mens forsøgsdeltagerens opmærksomhed blev afledt af en visuel-kognitiv opgave.

Ved at måle N1-P2 ved de samme auditive stimuli under disse to eksperimentelle betingelser har vi opnået en bedre forståelse af, hvordan menneskets auditivsystem processerer stimuli, når vi foretager små ændringer.

Selvom vi fandt et komplekst forhold mellem opmærksomhed og nuancerede ændringer i tale, har vi også fundet, at N1-P2 responsen er robust, selv når ændringer i de auditive stimuli ligger tæt på den perceptuelle tærskel.

Vi fandt for eksempel, at små ændringer i vokalernes spektrale egenskaber, som den midterste vokal i ‘mile’ og ‘mele’, kan give anledning til en forskel i N1-P2.

Denne konstatering ligger til grund for vores fremtidige eksperimentelle arbejde, hvor vi vil fokusere på nuancer i tale, som ændring i respons på forskellige stemmer og ændring til trykket placeret på forskellige stavelser som differentierer forskellige ord som f. eks. ‘billigst’ og ‘bilist’.

X-factor

På et mere overordnet niveau forstår vi ikke fuldt ud indikatorerne for succes i taleperception via CI. Man kan sige, at taleperception via en CI involverer en X-faktor. Jeg bruger X-faktor i både den danske og den engelske betydning af udtrykket.

I Danmark er X Factor et talentshow. Det lader til, at talent er nødvendig for at opfatte tale, muligvis i form af et kognitivt talent, som gør, at CI-modtageren er god til at omsætte de pulserende signaler, som det auditive nervesystem bliver præsenteret for, til tale.

Den engelske betydning af x-factor er, at vi ikke ved, hvilke faktorer der bedst kan forudsige succes med et CI. Selvom der er visse teorier, der handler om den ideelle CI-modtagers demografiske oplysninger, er der mange undersøgelser, der viser en høj grad af variabilitet i forsøgspersonernes taleperceptuelle evner. Forsøgspersoner som ellers er forholdsvis ens.

Målingen af det N1-P2-kortiske svar illustrerer denne problemstilling bedre, fordi den leverer en objektiv måling, som relaterer sig til den perceptuelle evne.

David Jackson Morris har en uddannelse i audiologi fra Australien.  Han har arbejdet inden for audiologisk forskning i offentlig og private virksomheder i London og Danmark. David fik sin ph.d.-grad fra Københavns Universitet i 2014.  Han er nu ansat som erhvervspostdoc på KU og underviser inden for audiologopædi.

Projektets formål var at bidrage til designet af en ny lydkodningsstrategi baseret på eksperimentelle lyttetest og elektrofysiologiske undersøgelser. 
 

Artiklen er oversat fra engelsk af Stephanie Lammers-Clark

Diabetikere har firdobbelt risiko for at få børn med hjertefejl

Kvinder, der har diabetes inden graviditeten, har firedobbelt risiko for at få et barn med hjertefejl.

Det viser en stor undersøgelse, der er lavet under ledelse af Statens Serum Institut, om sammenhængen mellem diabetes hos den gravide og barnets risiko for hjerteproblemer, og som er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Circulation.

Forskerne har brugt data fra alle fødsler i Danmark mellem 1977 og 2011 – i alt mere end 2 millioner børn, som ikke havde kromosomfejl eller syndromer.

Mens gennemsnittet for børn med hjertefejl, født af mødre, der var diabetikere inden graviditeten, lå på 318 ud af 10.000, så ligger gennemsnittet for børn, født af mødre uden diabetes på 80.

»Studiet viser, at kvinder med diabetes har fire gange forøget risiko for at føde et barn med hjertemisdannelse. Og hos kvinder, der har haft svært ved at kontrollere deres sygdom forud for graviditeten, er den mere end 7 gange forøget,« siger Mads Melbye, der er seniorforfatter på studiet og sektordirektør på Statens Serum Institut.

Bekymrende at det ikke bliver bedre over tid

Fakta

Diabetes (også kaldet sukkersyge) er en tilstand med kronisk forhøjet sukkerindhold i blodet.

De to hyppigste former for diabetes kaldes type 1-diabetes og type 2-diabetes.

Type 1-diabetes rammer ofte børn og yngre personer. Sygdommen er autoimmun. Det vil sige, at immunforsvaret går til angreb på kroppens egne celler – på betacellerne, som producerer det vigtige stof insulin.

Type 2-diabetes blev tidligere kaldt for gammelmandssukkersyge. Risikoen for at udvikle type 2-diabetes stiger med alderen.

Kilde: Sundhedsstyrelsen, Diabetesforeningen

Risikoen for som diabetiker at få et barn med hjertemisdannelse har ikke ændret sig over tid og er uafhængig af, i hvilken alder moderen har fået diabetes, og om der er tale om type 1 eller type 2 diabetes.

»Det er bekymrende, at risikoforøgelsen over tid ikke er blevet mindre, fordi man i dag gør meget mere for at sikre et normalt blodsukker for gravide kvinder, end før i tiden,« siger Mads Melbye

Puk Sandager, der er overlæge og forsker i graviditet og misdannelser på Aarhus Universitetshospital, er imponeret over studiet.

»Det er virkelig et veludført og spændende studie og med overraskende resultater. Det er meget tankevækkende, at risikoen ikke er faldet på trods af en betydelig indsats i behandlingen af diabetes før og under graviditet,« siger Puk Sandager.

Heller ikke de lægemidler, som diabetikere indtager mod deres sygdom, er under mistanke for, at fremkalde misdannelser. Og da heller ikke typen af diabetes spiller ind, får det forskerne til at konkludere, at det er blodsukkeret, der spiller en afgørende rolle.

Grund til optimisme

»Det mest oplagte er, at blodsukkerniveauet spiller en rolle i hjertets dannelse. Andre studier har vist, at de kvinder med diabetes, der opnår et næsten normalt blodsukkerniveau før graviditeten og har taget vitamintilskud i form af folinsyre, har en lavere forekomst af misdannelser,« siger Mads Melbye. 

Det giver grund til optimisme, mener Mads Melbye.

»Lægger man resultaterne fra vores studie sammen med tidligere resultater, tegner der sig et billede af, at det skulle være muligt at forebygge hjertemisdannelser. Vores studie tyder på, at der fortsat er en opgave med at sikre et næsten normalt blodsukkerniveau i den tidlige fase af graviditeten,« siger Mads Melbye.

At hjælpe diabetikere til at have et tæt på normalt blodsukker, inden de bliver gravide, vil gøre en stor forskel.

Puk Sandager er ikke uenig, men håber, at mere forskning vil give flere svar.

Fakta

Der anslås at være ca. 320.000 danskere med konstateret diabetes (heraf ca. 32.000 type 1), og ifølge Sundhedsstyrelsen estimeres det, at ca. 150.000 danskere har type 2-diabetes uden at vide det.

En rapport fra Diabetesforeningen viste for nyligt, at diabetes koster samfundet 31,8 milliarder kroner om året.

Kilde: Sundhedsstyrelsen, Diabetesforeningen

»Meget tyder på at en god regulering af blodsukkerniveauet har betydning, og ja, det giver grund til optimisme. Men den nøjagtige årsagssammenhæng er stadig ikke klar,« påpeger Puk Sandager.

»Når der ikke observeres faldende forekomst af hjertemisdannelser i løbet af de år, hvor behandlingen er blevet bedre, kunne det måske også tyde på, at det ikke kun er sukkerniveauet i sig selv, der er årsagen, men at der kan være andre tilstande relateret til diabetes, som ikke er så nemme at ændre på, der har betydning. Der er stadig meget, vi ikke ved,« konstaterer Puk Sandager.

Skræmmende perspektiver

Mads Melbye håber, at øget information og tiltag som eksempelvis app’en ’Gravid med diabetes’, som er udviklet af Rigshospitalet i samarbejde med en diabetes-patient, vil kunne sænke antallet af børn født med hjertemisdannelser.

»Men det er tilsyneladende ikke lykkedes at reducere risikoforøgelsen i Danmark, så vi har et behov for at se nærmere på de informationskampagner og de tiltag, der tilbydes diabetiske mødre, der ønsker at blive gravide. Noget tyder på, at vi her skal være endnu mere aggressive i forhold til at opnå et normalt blodsukker,« siger Mads Melbye.

For der er skræmmende perspektiver i vente, hvis ikke det lykkes at sænke andelen af børn født med misdannelser som følge af diabetesramte kvinder.

»Forekomsten af diabetes stiger mange steder i verden, og vi må forvente at forekomsten af hjertemisdannelser vil følge samme tendens, hvis ikke vi finder en vej til at begrænse den risikoforøgelse, vi i dag ser hos diabetiske mødre,« siger Mads Melbye.

»Da hjertet dannes meget tidligt i graviditeten, må man formode, at indsatsen skal fokuseres på kvinder, før de bliver gravide. Når først de er blevet gravide, er vi for sent ude,« siger Mads Melbye.

Diabetikere har øget risiko for at få børn med hjertefejl

Kvinder, der har diabetes inden graviditeten, har firedobbelt risiko for at få et barn med hjertefejl.

Det viser en stor undersøgelse, der er lavet under ledelse af Statens Serum Institut om sammenhængen mellem diabetes hos den gravide og barnets risiko for hjerteproblemer, og som er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Circulation.

Forskerne har brugt data fra alle fødsler i Danmark mellem 1977 og 2011 – i alt mere end 2 millioner børn, som ikke havde kromosomfejl eller syndromer.

Mens gennemsnittet for børn med hjertefejl, født af mødre, der var diabetikere inden graviditeten, lå på 318 ud af 10.000, så ligger gennemsnittet for børn, født af mødre uden diabetes på 80.

»Studiet viser, at kvinder med diabetes har fire gange forøget risiko for at føde et barn med hjertemisdannelse. Og hos kvinder, der har haft svært ved at kontrollere deres sygdom forud for graviditeten, er den mere end 7 gange forøget,« siger Mads Melbye, der er seniorforfatter på studiet og sektordirektør på Statens Serum Institut.

Bekymrende at det ikke bliver bedre over tid

Fakta

Diabetes (også kaldet sukkersyge) er en tilstand med kronisk forhøjet sukkerindhold i blodet.

De to hyppigste former for diabetes kaldes type 1-diabetes og type 2-diabetes.

Type 1-diabetes rammer ofte børn og yngre personer. Sygdommen er autoimmun. Det vil sige, at immunforsvaret går til angreb på kroppens egne celler – på betacellerne, som producerer det vigtige stof insulin.

Type 2-diabetes blev tidligere kaldt for gammelmandssukkersyge. Risikoen for at udvikle type 2-diabetes stiger med alderen.

Kilde: Sundhedsstyrelsen, Diabetesforeningen

Risikoen for som diabetiker at få et barn med hjertemisdannelse har ikke ændret sig over tid og er uafhængig af, i hvilken alder moderen har fået diabetes, og om der er tale om type 1 eller type 2 diabetes.

»Det er bekymrende, at risikoforøgelsen over tid ikke er blevet mindre, fordi man i dag gør meget mere for at sikre et normalt blodsukker for gravide kvinder, end før i tiden,« siger Mads Melbye

Puk Sandager, der er overlæge og forsker i graviditet og misdannelser på Aarhus Universitetshospital, er imponeret over studiet.

»Det er virkelig et veludført og spændende studie og med overraskende resultater. Det er meget tankevækkende, at risikoen ikke er faldet på trods af en betydelig indsats i behandlingen af diabetes før og under graviditet,« siger Puk Sandager.

Heller ikke de lægemidler, som diabetikere indtager mod deres sygdom, er under mistanke for, at fremkalde misdannelser. Og da heller ikke typen af diabetes spiller ind, får det forskerne til at konkludere, at det er blodsukkeret, der spiller en afgørende rolle.

Grund til optimisme

»Det mest oplagte er, at blodsukkerniveauet spiller en rolle i hjertets dannelse. Andre studier har vist, at de kvinder med diabetes, der opnår et næsten normalt blodsukkerniveau før graviditeten og har taget vitamintilskud i form af folinsyre, har en lavere forekomst af misdannelser,« siger Mads Melbye. 

Det giver grund til optimisme, mener Mads Melbye.

»Lægger man resultaterne fra vores studie sammen med tidligere resultater, tegner der sig et billede af, at det skulle være muligt at forebygge hjertemisdannelser. Vores studie tyder på, at der fortsat er en opgave med at sikre et næsten normalt blodsukkerniveau i den tidlige fase af graviditeten,« siger Mads Melbye.

At hjælpe diabetikere til at have et tæt på normalt blodsukker, inden de bliver gravide, vil gøre en stor forskel.

Puk Sandager er ikke uenig, men håber, at mere forskning vil give flere svar.

Fakta

Der anslås at være ca. 320.000 danskere med konstateret diabetes (heraf ca. 32.000 type 1), og ifølge Sundhedsstyrelsen estimeres det, at ca. 150.000 danskere har type 2-diabetes uden at vide det.

En rapport fra Diabetesforeningen viste for nyligt, at diabetes koster samfundet 31,8 milliarder kroner om året.

Kilde: Sundhedsstyrelsen, Diabetesforeningen

»Meget tyder på at en god regulering af blodsukkerniveauet har betydning, og ja, det giver grund til optimisme. Men den nøjagtige årsagssammenhæng er stadig ikke klar,« påpeger Puk Sandager.

»Når der ikke observeres faldende forekomst af hjertemisdannelser i løbet af de år, hvor behandlingen er blevet bedre, kunne det måske også tyde på, at det ikke kun er sukkerniveauet i sig selv, der er årsagen, men at der kan være andre tilstande relateret til diabetes, som ikke er så nemme at ændre på, der har betydning. Der er stadig meget, vi ikke ved,« konstaterer Puk Sandager.

Skræmmende perspektiver

Mads Melbye håber, at øget information og tiltag som eksempelvis app’en ’Gravid med diabetes’, som er udviklet af Rigshospitalet i samarbejde med en diabetes-patient, vil kunne sænke antallet af børn født med hjertemisdannelser.

»Men det er tilsyneladende ikke lykkedes at reducere risikoforøgelsen i Danmark, så vi har et behov for at se nærmere på de informationskampagner og de tiltag, der tilbydes diabetiske mødre, der ønsker at blive gravide. Noget tyder på, at vi her skal være endnu mere aggressive i forhold til at opnå et normalt blodsukker,« siger Mads Melbye.

For der er skræmmende perspektiver i vente, hvis ikke det lykkes at sænke andelen af børn født med misdannelser som følge af diabetesramte kvinder.

»Forekomsten af diabetes stiger mange steder i verden, og vi må forvente at forekomsten af hjertemisdannelser vil følge samme tendens, hvis ikke vi finder en vej til at begrænse den risikoforøgelse, vi i dag ser hos diabetiske mødre,« siger Mads Melbye.

»Da hjertet dannes meget tidligt i graviditeten, må man formode, at indsatsen skal fokuseres på kvinder, før de bliver gravide. Når først de er blevet gravide, er vi for sent ude,« siger Mads Melbye.

Hård træning før knæoperation mindsker smerter

Ro og hvile har tidligere været anbefalingen til folk med svær slidgigt i knæet, men et nyt, dansk studie viser, at den stikmodsatte kur har bedre effekt.

Forsker og fysioterapeut, Birgit Skoffer fra Aarhus Universitetshospital, viser i sit studie, at patienter, der har dyrket hård styrketræning i træningsmaskiner før en knæoperation, kommer sig hurtigere efter operationen og oplever færre smerter.

»Patienter med slidgigt i knæet har almindeligvis reduceret muskelstyrke i benet, og styrketabet ser faktisk ud til at spille en central rolle i udviklingen af sygdommen. Derfor ville vi undersøge, om hård forudgående træning havde effekt på patienternes funktion og muskelstyrke efter indoperation af en knæprotese,« fortæller Birgit Skoffer.

Studiet er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Arthritis Care and Research.

Intensiv træning af det ramte ben

59 patienter deltog i studiet. De havde alle svær slidgigt i knæet og havde døjet med knæproblemer i gennemsnitligt 11 år. Nu skulle de opereres og have en ny knæprotese.

I perioden op mod operationen deltog halvdelen af patienterne i et intensivt træningsforløb i fire uger, mens den anden halvdel levede som hidtil.

Efter operationen gennemførte begge grupper et fire ugers styrketræningsprogram.

»Det meste af den hidtidige forskning har ikke vist nogen effekt af præoperativ træning. Min tese var, at det er, fordi vi skal udfordre patienterne mere med den træning, vi udbyder,« fortæller Birgit Skoffer.

Derfor strikkede hun et meget intensivt træningsprogram sammen til sine deltagere (se faktaboks), som kun fokuserede på at styrke det ben, der skulle opereres.

Fakta

Om slidgigt i knæet
Ifølge Sundhedsstyrelsen opsøger omkring 60.000 danskere hvert år deres læge på grund af symptomer på gigt i knæet. Heraf bliver halvdelen henvist til sygehuset.

Antallet af årlige knæproteseoperationer er over 8.000, og slidgigt i knæet er en af de vigtigste årsager til nedsat mobilitet hos ældre.

Forskningslitteraturen viser:

· Folk har typisk gået med knæproblemer i 10 år, inden de bliver opereret. I Birgit Skoffers studie havde deltagerne i gennemsnit gået med knæproblemer i 11 år.

· Der er forskel i styrke på de to ben

· De, der er i god fysisk form før operationen, får det bedre efter operationen end de, der er dårlig fysisk form

Det lyder måske mærkeligt, men når patienterne har gået med smerter i det ene knæ i mange år, har de typisk aflastet det pågældende knæ. Forskningslitteraturen viser da også, at der er forskel på styrken i benene hos en patient med gigt i det ene knæ.

Træning giver markant forbedring

Forskning viser endvidere, at de patienter, der er i form før operationen, får det bedre efter operationen sammenlignet med dem, der er dårligere form.

En forklaring kan være, at de, der er gode før operationen, generelt er bedre til at vedligeholde deres fysiske form.

Men hvad nu hvis man løfter dem med en måneds træning før operationen – giver det så samme resultat?

For at vurdere det testede forskerne patienterne flere gange undervejs på forskellige målbare parametre – nemlig hhv.  6 uger og 1 uge før operationen, samt 1 uge, 6 uger og 12 uger efter operationen. Formålet var at se på udviklingen over tid.

»Når vi målte på muskelstyrke og funktionsevne 6 uger efter operationen, var der markante forskelle på de 2 grupper. Den patientgruppe, der havde gennemgået styrketræning forud for operationen, havde forbedret funktionsevnen med 31 procent i forhold til kontrolgruppen, mens muskelstyrken var forbedret med 36 procent i forhold til kontrolgruppen,« forklarer Birgit Skoffer.

Hun fortæller, at hun er overrasket over den store effekt af den præoperative træning, men mener, at det må skyldes intensiteten i træningen.

»Noget tyder på, at når man udfordrer patienterne mere, bliver resultaterne bedre. Vi har nok været for forsigtige tidligere og tænkt, at folk jo havde ondt, og at knæet hævede, men i vores studie har det vist sig, at knæet ikke hæver mere, når der trænes intensivt,« påpeger Birgit Skoffer.

Intensiv træning mindsker patienternes smerter

En anden positiv effekt af den hårde intensive træning før operationen er, at den ligefrem ser ud til at mindske patienternes smerter. Birgit Skoffer siger:

Fakta

Om træningsprogrammet

Halvdelen af deltagerne blev udsat for et meget intensivt træningsprogram i fire uger før operationen, mens samtlige deltagere deltog i et tilsvarende intensivt program efter operationen.

Deltagerne trænede alle muskelgrupper i det ramte ben. Træningen foregik i maskiner ud fra et standardiseret træningsprogram med individuelt tilrettelagt belastning og under supervision af en fysioterapeut en time ad gangen, tre dage om ugen.

Intensiteten handlede om, at deltagerne skulle presses til deres yderste. Derfor fik deltagerne så mange kilo på som modstand, at de:

1. uge: lige præcis kunne løfte vægtene 12 gange
2. uge: lige præcis kunne løfte vægtene 10 gange
3. uge: lige præcis kunne løfte vægtene 8 gange
4. uge: lige præcis kunne løfte vægtene 8 gange

Deltagerne fik mere og mere vægt på i takt med, at de blev stærkere. Hvis de for eksempel i første uge kunne løfte vægtene 13 eller 14 gange, fik de straks mere vægt på. De blev virkelig kørt til kanten hele tiden.

Kilde: Birgit Skoffer

»Jeg havde forventet, at træning før operationen umiddelbart ville give patienterne flere smerter end kontrolgruppen. Men det viste sig faktisk, at træningen reducerede smerteniveauet.«

Ifølge professor i klinisk fysioterapi, Marius Henriksen fra Bispebjerg Hospital, kan man dog ikke på baggrund af studiet konkludere, at den præoperative træning giver færre smerter.

Han peger således på, at det kun er på en del af de benyttede smerteskalaer, at studiet kan dokumentere færre smerter. Alligevel påpeger han:

»Det er velkendt, at træning mindsker smerter hos patienter med gigt i knæet. Da begge grupper styrketrænede efter operationen, kan dette have fortyndet effekten af den præoperative træning, da kontrolgruppen måske indhenter den anden gruppe.«  Han fortsætter:

»På den anden side er denne operation en ret effektiv behandling på artrosesmerter (gigtsmerter, red.), og det kan være svært at vise yderligere effekter – så set i det perspektiv er resultaterne lovende og imponerende.«

Mangler mere forskning før implementering i praksis

Umiddelbart lyder resultaterne af studiet jo temmelig lovende, og i Aarhus har det da også fået indflydelse på de anbefalinger, man giver til patienterne – men ikke på en reel praksisændring.

Ifølge Marius Henriksen er studiet dog heller ikke stort og solidt nok til, at det giver anledning til at ændre praksis.

»Men studiet giver et fingerpeg om, at operation muligvis bør forudgås af behandlinger, der sigter imod at optimere resultatet af operation,« siger han og fortsætter:

»Dette studies resultater bør replikeres i et større studie, for sammenholdt med anden forskning er der ikke forskningsmæssigt belæg for at sige, at der er en effekt af præoperativ træning. Der er altså behov for yderligere undersøgelser for at fastslå, om præoperativ træning bør indføres som standard.«

Mænd nyder flere former for sex end kvinder

Mænd og kvinder er forskellige på mange punkter – også når det gælder, hvor meget vi nyder sex.

I et nyt studie har forskere undersøgt, hvor meget mænd og kvinder nyder 15 forskellige seksuelle aktiviteter, og det lader til, at mænd i højere grad end deres kvindelige modstykke nyder flere former for sex.

Den største kønsforskel så forskerne i forhold til analsex, hvor mændene fandt væsentligt større nydelse end kvinderne.

»Forskerne finder interessante kønsforskelle, og selvom mænd og kvinder rangerer deres foretrukne seksuelle aktiviteter nogenlunde ens med vaginalt samleje øverst, oplevede de mandlige deltagere samlet set mere lyst ved de fleste af aktiviteterne end kvinder,« siger Christian Graugaard, som er læge og professor i sexologi ved Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Personality and Individual Differences.

Testede nydelse ud fra 15 seksuelle aktiviteter

I det nye studie har forskere fra University of Texas i USA undersøgt, hvordan vores oplevelse af seksuel lyst er forbundet med køn, parforholdsstatus og seksuel erfaring.

Fakta

Mænds seksuelle top-5
1. Vaginalt samleje
2. Modtage oralsex
3. Modtage berøring på kønsdele
4. Dybt kys / tungekys
5. Give oral stimuli til andres bryster/brystvorter

Kvinders seksuelle top-5
1. Vaginalt samleje
2. Modtage berøring på kønsdele
3. Dybt kys / tungekys
4. Modtage oralsex
5. På en delt femteplads: Modtage stimuli fra andre med sexlegetøj og modtage oral stimuli til egne bryster/brystvorter

Forskerne bad 248 mandlige og 613 kvindelige heteroseksuelle studerende om at forholde sig til 15 seksuelle aktiviteter – herunder vaginalt samleje, onani med tilstedeværelse af en anden og oralsex. Du kan se alle 15 aktiviteter i boksen under artiklen.

Forsøgspersonerne, som var i alderen 18-30 år, skulle vurdere aktiviteterne ud fra en syvpunktsskala fra ‘slet ikke behageligt’ til ‘meget behageligt’, og de blev blandt andet inddelt efter, om de var singler, gift, forlovede, i et parforhold eller datede.

»Studiet er naturligvis begrænset af, at deltagerne alle er heteroseksuelle og under 30 år, men det er alligevel interessant at fokusere på folks oplevelse af seksuel nydelse i stedet for blot at undersøge deres erfaring. For det er jo ikke særligt interessant, hvad man har prøvet, men derimod rasende interessant, hvor godt man synes om det,« siger Christian Graugaard og fortsætter:

»Det så jeg gerne, at der kom langt mere fokus på i sexologisk forskning. Både for at få videnskabeligt indblik i, hvad der rent faktisk tænder folk – men også for at få et indtryk af, hvor der er problemer og hvor vi måske kan blive bedre til at yde rådgivning og behandling.«

Erfaring spiller en rolle for nydelsen

Forskerne fandt, at mænd generelt set oplevede mere lyst end kvinderne ved de fleste af aktiviteterne, og det kan der muligvis findes en kulturel forklaring på, fortæller Christian Graugaard:

»Generelt finder man ofte kønsforskelle i sexologisk forskning, men det er meget vanskeligt at svare på, hvorvidt de skyldes kønnenes forskellige fysiologi, eller om de snarere er udtryk for kulturelt nedarvede forskelle i forventninger og normer. Måske er der oven i købet tale om en kombination,« siger han.

I undersøgelsen fandt forskerne, at både mænd og kvinder generelt foretrak vaginalt samleje, og det overrasker læge og ph.d.-studerende Sarah Wåhlin-Jacobsen. Det kan nemlig ofte være sværere for kvinder at blive seksuelt tilfredsstillede ved vaginalt samleje sammenlignet med finger- eller oralsex, fortæller hun, og derfor mener hun, det handler rigtig meget om kulturen og den måde, vi taler om sex på. Vaginalt samleje er det, der omtales som det normale, og så er det også det, vi bedst skal kunne lide, mener hun. (Foto: Shutterstock)

Men kønnet er ikke det eneste, som er afgørende for, om mundvigen vender opad eller nedad efter samleje. Forskerne fandt nemlig også, at jo mere seksuelt erfarne deltagerne var, des mere nydelse oplevede de sammenlignet med de seksuelt uerfarne. Studiet viste også, at de 15 aktiviteter var internt forbundne:

»Hvis en forsøgsperson fandt én af aktiviteterne lystfyldt, var der større chance for, at det samme var tilfældet for de andre. Med andre ord: Hvis man generelt er glad for sex, er man åben over for et større repertoire af seksuelle muligheder, end hvis man ikke er glad for sex,« siger Christian Graugaard.

Kvinder og mænd foretrækker begge almindeligt samleje – eller?

I undersøgelsen fandt forskerne, at både mænd og kvinder generelt foretrak vaginalt samleje, og det overrasker læge og ph.d.-studerende Sarah Wåhlin-Jacobsen.

Det kan nemlig ofte være sværere for kvinder at blive seksuelt tilfredsstillede ved vaginalt samleje sammenlignet med finger- eller oralsex, fortæller hun, og derfor tvivler hun på resultatet.

»Det handler rigtig meget om kulturen og den måde, vi taler om sex på. Vaginalt samleje er det, der omtales som det normale, og så er det også det, vi bedst skal kunne lide. Det præger måske den måde, de studerende har besvaret spørgeskemaet på,« siger Sarah Wåhlin-Jacobsen, som arbejder ved Sexologisk Klinik på Psykiatrisk Center København.

Par nyder sex mere – uanset parforholdets kvalitet

Ifølge studiet havde deltagernes parforholdsstatus også betydning for, hvorvidt de oplevede mere eller mindre seksuel nydelse. Personer i et parforhold var mere tilbøjelige til at føle større nydelse, end personer som ikke var i et parforhold. Pudsigt nok havde tilfredsheden med parforholdet dog ingen indvirkning på, hvor meget nydelse deltagerne oplevede.

Fakta

Mænds 5 seksuelle no-gos
1. Modtage stimuli til egen kønsdele med sexlegetøj
2. Onani under telefonisk kontakt med en anden
3. Onani under tilstedeværelse af en anden
4. Modtage oral stimuli til egne bryster/brystvorter
5. Onani under computer-kontakt med en anden

Kvinders 5 seksuelle no-gos
1. Analsex
2. Onani under telefonisk kontakt med en anden
3. Onani under computer-kontakt med en anden
4. Give oral stimuli til en andens bryster/brystvorter
5. Onani under tilstedeværelse af en anden

I stedet kan kendskabet til hinanden og hinandens lyster muligvis forklare tendensen, forklarer Sarah Wåhlin-Jacobsen:

»Studiet refererer til, at mange mænd beskriver, at kvinder kan være svære at ophidse seksuelt de første gange, de er sammen, men jo bedre, de kender hinanden, des nemmere har hun ved at blive seksuelt tilfredsstillet. Når man er i et fast parforhold har man været seksuelt sammen flere gange, og det betyder, at man kender hinanden bedre og føler sig mere tryg ved situationen og derfor bedre kan give sig hen i den seksuelle akt og nyde det mere,« siger hun.

Vigtigt at vide, hvad vi tænder på

Ifølge Christian Graugaard kan viden om, hvad vi finder lyst ved, være gavnligt for parforholdet:

»Det kan for det enkelte par være værdifuldt at vide, at man ikke nødvendigvis tænder lige meget på alting. Man kan kort sagt ikke regne med, at ens partner føler lyst og nydelse ved akkurat det samme som én selv, og det gør det nødvendigt at have en stadig dialog om, hvordan man får skabt sig et sexliv, som tilgodeser både den ene og den anden,« siger han og fortsætter:

»Den form for åbenhed og ærlighed i parforholdet er naturligvis ingen selvfølge, men kan den etableres, vil den alt andet lige føre til langt bedre og mere tilfredsstillende sex.«

Christian Graugaard møder opbakning fra Sarah Wåhlin-Jacobsen:

»Det er vigtigt at rådgive om, at man skal finde sin egen vej ind i seksualiteten og ikke lytte til andres historier eller mediernes historier, men mærke efter i sig selv, hvad, man selv synes, er dejligt, og hvad man selv har lyst til.«

Bilos kan muligvis øge risikoen for dødsfødsler

Gravide kvinder, som bor i meget forurenede byer, får oftere dødfødte børn, end kvinder, der bor i renere omgivelser.

Det viser resultatet af en gennemgang og en meta-analyse af de undersøgelser, der hidtil er lavet om sammenhængen mellem dødfødsler og gravides eksponering for udendørs luftforurening.

»Et foster under udvikling er meget følsomt over for de toksiske stoffer, moderen er udsat for under graviditeten. Vi ved, at luftforurening er yderst skadeligt. Der er tilstrækkelig evidens for, at det er kræftfremkaldende,« siger Lisbeth E. Knudsen, der er professor på Københavns Universitets Institut for Folkesundhed.

 »Det nye studie er lige efter bogen, og resultatet er skræmmende, for dødsfødsler er det mest tragiske udfald af en graviditet,« siger hun efter at have læst den videnskabelige artikel.

Stigning i partikler øger risiko

I det nye studie, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Occupational & Envirommental Medicine, har finske forskere set på de ialt 13 undersøgelser, der hidtil er publiceret om udendørs luftforurening og dødsfødsler.

Forskerne endte med at gå i dybden med tre undersøgelser, som er lavet i USA og Asien, fordi resten var for forskelligartede til at kunne sammenlignes.

Deres analyse viser, at:

  • Kvinder, som bor i områder med en øget koncentration af fine partikler (PM2.5) i luften, har øget risiko for at få et dødsfødt barn – risikoen stiger, jo mere koncentrationen af partikler stiger. Fine partikler er partikler, der er så små, at de kan inhaleres. De kommer hovedsagligt fra forbrændingsprocesser, eksempelvis fra bilos. For hver 4mg/m3 stigning af fine partikler i luften øges risikoen for dødsfødsler med to procent. 
  • Især hvis moderen har været eksponeret for et højt niveau af luftforurening i tredje periode af graviditeten, kan barnet være i fare for at dø.
  • Eksponering for nitrogen, carbon monoxid, større partikler PM10 og ozon er også knyttet til en forhøjet risiko for fosterdød. Det er stoffer, som også bliver udledt af forbrænding.
Resultaterne skal tages med forbehold

De undersøgelser, forskerne har inkluderet, er dog af svingende kvalitet, og resultaterne skal derfor tages med et vist forbehold, anbefaler en dansk forsker, som selv har lavet en række undersøgelser om sammenhængen mellem luftforurening, graviditetskomplikationer og uønskede fødselsudfald.

Fakta

Professor Lisbeth E. Knudsen har været med til at lave den internationale klassifikation over kræftfremkaldende stoffer for det Internationale Agentur for Cancer Forskning (IARC), som er en del af Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

I klassifikationen er forurening fra biler og andre forbrændingskilder placeret i den højeste – det vil sige mest skadelige – kategori.

IARC inddeler stofferne i fem kategorier afhængigt af, hvor stærk evidensen er for, at de er kræftfremkaldende.

Marie Pedersen, som er lektor på København Universitets Center for Epidemiologi og Screening, har blandt andet publiceret studier, som peger på, at eksponering for et højt niveau af partikelforurening under graviditeten kan føre til:

● at barnet får DNA-skader 
● at barnet vejer for lidt ved fødslen
● at den gravide kvinde får forhøjet blodtryk

I en kommentar, også bragt i Occupational & Envirommental Medicine, skriver Marie Pedersen, at der er brug for flere og mere præcise undersøgelser, før man kan være sikker på, at udendørs luftforurening også øger risikoen for dødsfødsler:

»De nye resultater er forbundet med usikkerhed, for forskerne har ikke haft mulighed for at måle luftforureningen lige der, hvor kvinderne bor,« siger Marie Pedersen og fortsætter:

»De har brugt målestationer, som måler luftforureningen i et stort område, for eksempel i en hel bydel. Derfor har de ikke kunnet tage højde for, at der kan være forskel på, hvor meget luftforurening kvinderne har været eksponeret for afhængigt af, hvor i området de bor.« 

Andre forhold kan have skadet fostret

Forskerne bag de tre undersøgelser i meta-studiet har heller ikke kunnet tage højde for, om der har været andre forhold i kvindernes liv end luftforureningen, der kan have skadet deres fostre.

For eksempel har de ikke haft oplysninger om kvindernes arbejdsforhold, deres alkoholforbrug eller deres vægt.

Alligevel er det nye meta-studie værdifuldt, understreger Marie Pedersen: 

»Det er et meget vigtigt studie. Vi ved stadig meget lidt om, hvad der forårsager, at et barn dør under graviditeten, siger hun og fortsætter:  

Store geografiske forskelle i antallet af dødsfødsler tyder på, at miljøet spiller en rolle, men hidtil har det været et relativt forsømt forskningsområde.«

Dansk undersøgelse er på vej  

Sammenhængen mellem udendørs luftforurening og dødsfødsler bliver snart belyst nærmere, for Marie Pedersen skal selv i gang med en stor undersøgelse af, hvordan danske kvinders eksponering for luftforurening hænger sammen med hyppigheden af dødsfødsler.

Den slags undersøgelser er nemmere at lave i Danmark end i de fleste andre lande, for danske forskere har udviklet et særligt modellerings- og målesystem, hvor de kan estimere, hvordan luftkvaliteten er på bestemte steder og tidsperioder.

»Desuden har vi den store danske fødselskohorte, som rummer detaljerede oplysninger om tusindvis af kvinder og børn. Derfor har vi mulighed for at undersøge, om det er andre forhold end luftforureningen, for eksempel arbejdsforhold og livsstil, der påvirker kvinderne, mens de er gravide ,« siger Marie Pedersen.

I undersøgelsen skal hun og kolleger fra Københavns Universitet, Kræftens bekæmpelse og Aarhus Universitet også se på, om gravide, som er udsat for meget luftforurening, oftere har spontane aborter end andre.

»Vi kan også tage højde for, hvordan trafikstøj påvirker kvinders graviditet. Støj om natten kan forstyrre ens søvn, og hvis man over en lang periode har haft problemer med at sove, har man et svagere immunforsvar og er mere sårbar overfor infektion,« siger Marie Pedersen.

»Hvis man får en infektion, mens man er gravid, er der muligvis større risiko for, at man aborterer,« fortsætter hun.

Er optimisme før en fedmeoperation farlig eller en forudsætning?

»Jeg var fast besluttet på, at jeg skulle klare det. For mig er det sådan, at hvis jeg har positive tanker, så går det bedre,« fortæller Hege Friberg.

For syv år siden gik hun under fedmekniven i håbet om at ændre sin hverdag.

»Jeg troede, at livet ville blive helt anderledes; at jeg ville blive slank, og at alting ville blive helt fantastisk,« fortæller Friberg.

Hendes forventninger før operationen var typiske. Personer, der skal have en fedmeoperation, er mere optimistiske med hensyn til udfaldet end overvægtige, der modtager traditionel livsstilsbehandling, viser et norsk studie.

»De er ekstremt motiverede,« forklarer Ingela Lundin Kvalem, førsteamanuensis (som svarer til en dansk lektorstilling, red.) i psykologi ved Universitetet i Oslo.

Fedmeopererede tror på egne evner til at ændre livsstil

Kvalem og hendes kollegaer fulgte 301 norske fedmepatienter, som havde undergået en fedmekirurgisk operation, og sammenlignede dem med 261 overvægtige, som modtog behandling, der tog udgangspunkt i livsstilsændringer som kost og træning.

De personer, som blev opererede, var blandt andet mere sikre på, at de ville gå ned i vægt. Og ifølge Kvalem er det med god grund. Der er nemlig meget større sandsynlighed for et godt resultat med kirurgi.

Men de fedmeopererede havde også stor tro på deres egne evner til at ændre livsstil efter operationen. Og det punkt kan godt vise sig at være sværere, end de havde forstillet sig.

»Operationen giver dem en fantastisk start, men så er de nødt til at overtage styringen selv. Efter et par år kan de gamle vaner komme snigende tilbage. Operationen betyder ikke, at du kan undlade at motionere og spise sundt,« forklarer Kvalem.

Skuffelsen kan blive for stor

»Det er vigtigt at have realistiske forventninger,« siger psykologen.

Men forskerne er uenige om, hvor godt det er med en stor tro på, at livet vil blive bedre efter operationen. Stor stædighed er afgørende for den nødvendige ekstra indsats i bekæmpelsen af gamle vaner, samtidigt med at man skal magte en hård hverdag med bivirkninger efter operationen.

På den anden side kan modgangen vise sig at være langt større, end de opererede havde forestillet sig.

»Jeg frygter, at skuffelsen er så stor for nogle, at de mister motivationen for at forbedre deres livsstil,« siger Kvalem.

For den fedmeopererede Hege Friberg blev mødet med den nye hverdag meget hårdere, end hun var forberedt på.

»Jeg havde ikke troet, at jeg skulle have et så anstrengt forhold til mad så længe efter. Jeg træner meget og har lagt mit liv helt om.«

Bange for at spise for meget

I dag, syv år senere, vejer hun 74 kilo. Men hun kan mærke, at kroppen søger mod den vægt, hun havde før operationen.

»Når jeg er skadet og ikke kan træne, er jeg dødsensangst for at spise for meget. Jeg ved, at det er nemt at tage på igen,« siger hun til forskning.no.

Selvom hun vidste, at hun skulle passe på, hvad hun spiste, var Friberg ikke lige så godt forberedt, som patienterne er i dag. Hun var kun på kursus i én enkelt weekend, før hun skulle under kniven.

Men hun har ikke fortrudt. Hun havde ingen komplikationer efter operationen og mener, at det er værd at følge en streng kostplan resten af livet.

Friberg tror, at de personer, som skal opereres, er mere optimistiske end andre i fedmebehandling, fordi de ved, at de får meget hjælp i den første periode. Men kirurgi ordner ikke alt.

»Det er benhårdt arbejde,« fortæller hun.

Men Friberg er alligevel ikke enig med Kvalem i, at optimismen kan blive for meget.

»Jeg tror, at man har brug for al den optimisme, man kan skrabe sammen, når man skal igennem så stort et indgreb – både kirurgisk og i livet i almindelighed.«

De, der skal opereres har positive forventninger

Det er ikke helt enkelt at sammenligne de to grupper i studiet. De personer, der skal opereres, har nemlig allerede gennemgået et kursusforløb om livsstilsændring. Det er kravet for at få bevilliget en slankeoperation.

De er derfor formentlig bedre informeret end den gruppe, der tager fat på den første dag i livsstilsbehandlingen uden at skulle opereres.

De personer, der skal opereres, er i gennemsnit yngre, mere overvægtige og oftere kvinder. Men selv efter, at forskerne har taget højde for dette, har de, som skal opereres:

  • Større tro på at de kommer til at mestre ændringerne
  • Mere positive forventninger til vægttabet
  • Klarere planer for et ændret spisemønster – hvor og hvornår de skal spise, og hvad de gør, hvis det går galt.
Vanen er svær at bryde

Men de, der skal opereres, har samtidigt haft flere usunde spisevaner end de personer, som skal på livsstilsbehandlingskursus. De har:

  • Drukket mere sodavand
  • Forsøgt sig med flere usunde slankevaner som at springe måltider over og bruge afføringsmidler

Til gengæld har de ikke lidt mere af overspisning end andre; faktisk lidt mindre, ifølge spørgeundersøgelsen.

Selvom de, der skal opereres, er mere optimistiske med hensyn til at omlægge kosten, antyder anden norsk forskning, at de fedmeopererede spiser mindre sundt, end overvægtige i livsstilsbehandling gør.

»De har et langt liv med usunde vaner bag sig, og det kræver meget at følge anbefalingerne om, hvad de bør spise,« fortæller Kvalem.

Kan risikere at spise sig tykke igen

Per Møller Axelsen fra Oslo Universitetssygehus forklarer, at nogle fedmepatienter begynder at spise meget igen efter et stykke tid. Han udtaler:

»En mand fortalte, at han syv år efter operationen kunne spise lige så meget som før. Hvis han ikke er bevidst om det, kan han tage på igen.«

Det er derfor vigtigt, at patienterne hører sådanne historier for at få et realistisk billede af, hvad de kan forvente sig, mener Per Møller Axelsen.

I rollen som erfaringskonsulent ved sundhedsinformationscenteret på Akerhus sygehus arbejder han med ekstremt overvægtige fra hele Norge både før og efter operationen. Det er også her, spørgeundersøgelsens deltagere kommer fra.

Kurset afliver myter

Kurset er obligatorisk for alle, som skal opereres. Deltagerne får blandt andet besøg af mennesker, som er blevet opereret for nogle år siden. De fortæller om livet efter operationen.

»Mange har nok for høje forventninger til, hvad operationen kan gøre for dem. Nogle af kursusdeltagerne siger, at de ikke tror, at de kommer til at kunne spise så meget efter operationen. Og det er sådanne myter, vi afliver på kurset,« fortæller Per Møller Axelsen.

Når de har fået indprentet alt, som kan gå galt, tror han, at patienter har et meget realistisk billede – også selvom de efterfølgende siger, at det var vanskeligt at forestille sig, hvordan livet efter operationen ville blive.

Men betyder patienternes høje forventninger, at kurset, hvor der orienteres om, hvad der i virkeligheden sker, ikke virker?

»Undersøgelsen viser foreløbig ikke, hvordan det kommer til at gå dem på længere sigt. Men jeg tror, at høje forventninger om at regulere indtaget af mad betyder, at de har indset, hvor meget de selv er nødt til at gøre, for at vægttabet skal vare ved. Ikke mindst har de lært at lave en plan for, hvordan det skal lykkedes.«

Axelsen samler erfaringer fra patienterne og formidler dem videre til sundhedspersonalet og nye patienter. Langt de fleste får det bedre efter operationen.

»Men det er klart, at det er vanskeligt for nogle patienter at gennemføre ændringerne, « fortæller han.

Forventninger om mere selvtillid og bedre sexliv

Også når det gælder andre psykiske faktorer, er der forskel på de to grupper: De, som skal opereres, er:

  • Mere deprimerede
  • Mindre motiverede for at ændre deres fysiske aktivitetsniveau

Men forskelllene grupperne imellem er små; især ift. hvor motiverede deltagerne er for motion. Træning og motion hjælper ikke så meget med selve det at bringe vægten ned, men er vigtige faktorer, når det kommer til at holde vægten nede.

Personerne i begge grupper har meget høje forventninger til livet efter behandlingen – lige fra, at de vil få mere selvtillid til et bedre sexliv.

Ifølge flere undersøgelser er de fedmeopererede da også generelt tilfredse med resultatet. Og de er også mindre deprimerede, når de vejer mindre.

Patienterne skal have mere støtte efter operationen

Men det er ikke alle, det går lige godt for. 20 til 30 procent tager på igen efter operationen. Enkelte ender på den samme vægt som tidligere.

Kvalem vil gerne finde ud af, om der er noget særligt ved disse patienter, så sundhedsvæsenet bedre kan hjælpe dem.

Spørgsmålet er, om patienterne kan blive bedre forberedt og ikke mindst blive fulgt tættere i tiden efter operationen. For nogle af de opererede savnede psykolog-opfølgning, viser forskning fra Universitetet i Oslo.

»Det er meget vigtigt også at støtte de mennesker efterfølgende, så de får det bedst mulige resultat,« fortæller Kvalem, som tilføjer:

»Det er ærgerligt at undergå et så stort indgreb, uden at det virker i længden.«

Det tager tid, før budskabet synker ind

En anden undersøgelse antyder, at psykologhjælp før operationen med henblik på at ændre adfærd ikke hjælper særligt meget det første år efter indgrebet.

Måske bør sundhedsvæsenet vente med lignende tiltag, til der er gået et stykke tid, og hverdagens udfordringer igen banker på, spekulerer både forskerne bag undersøgelsen og Ingela Kvalem fra universitetet i Oslo.

Per Møller Axelsen mener derimod, at patienterne kan drage nytte af det kursus, de får før operationen, flere år efter.

Han var selv ekstremt overvægtig og fik hjælp af det, han lærte på kurset, længe efter, at han for 13 år siden gennemgik et livsstilsforløb for at gå ned i vægt.

»Det kan godt tage tid, før budskabet synker ind. Jeg havde kæmpestore og meget urealistiske forventninger. Jeg troede bare, det handlede om at spise rigtigt og om at træne, men efter kurset stødte jeg på muren,« beretter Axelsen.

»Hvis du har den viden i baghovedet, er det lettere at hente den frem, når du har brug for den, genkender symptomer og problemstillinger og derfor lettere eventuelt at kontakte sundhedsvæsenet.«

Tjekker om forventningerne stemmer

Forskerne bag undersøgelsen af de ekstremt overvægtige i behandling skal følge patienterne over flere år. Det er ikke sikkert, at deltagerne i de forskellige grupper ender i den gruppe, de først tilhørte.

16 af dem, som var blevet bevilget fedmeoperation, ombestemte sig og blev ikke opererede. Enkelte i gruppen af livsstilsændringer undergik senere fedmeoperation.

Det bliver ikke taget op i den første spørgeundersøgelse, men det er noget, forskerne ser på undervejs.

Med tiden vil de også undersøge, om det gik de fedmeopererede, som de havde forventet.

© forskning.no Oversat af Stephanie Lammers-Clark

Derfor er det et sundhedstegn, når børn lyver

Når børn kommer hjem fra en hektisk dag i skolen, kan de ofte fortælle historier, hvor der er pyntet lidt på virkeligheden.

Den slags løgnehistorier er ofte nemme at gennemskue.

Og det er ifølge professor i psykologi, Kang Lee fra University of Toronto, også den type løgne, som gør, at de tre mest almindelige overbevisninger om børn og løgne er, at:

  • Børn kun fortæller løgne, efter de er startet i folkeskole.
  • Børn er dårlige til at lyve, og vi voksne nemt kan se, om de lyver.
  • Hvis børn starter med at lyve ved tidlig alder, er det nok et skidt karaktertræk.

Men ifølge Kang Lee, der forsker i børns udvikling, hænger det ikke helt sådan sammen. Det fortæller han i sin TED Talk, du kan se over artiklen her.

»Det at lyve er en naturlig del af børns udvikling. Faktisk lyver omkring 30 procent af børnene på to år og efter 4 års-alderen lyver mere end 80 procent af alle børn,« siger Kang Lee i sin TED Talk.

Børn løj for at vinde en stor præmie

Og netop børns mange løgne har inspireret Kang Lee, som i et forsøg blandt andet har undersøgt, hvor tit børn lyver, og hvor nemt eller svært det er for voksne at se, om børn lyver.

Til forsøget fik han børn til at spille et gættespil. Spillet gik ud på at gætte tallene på to kort, og børnene blev lovet en stor præmie, hvis de vandt.

Undervejs i spillet sagde den voksne, at han/hun var nødt til at gå, og barnet fik at vide, at det ikke måtte kigge på kortene, imens vedkommende var væk.

»Trangen til at kigge var for stor for omkring 90 procent af børnene, som altså kiggede på kortene for at øge deres chancer for at vinde. Spørgsmålet er så, om børnene, der har kigget, vil krybe til korset og sige, at de har kigget, eller om de vil lyve?« spørger Kang Lee i sin TED Talk.

Børnene blev optaget, da de fik dette spørgsmål, og langt de fleste løj rigtigt nok.

To ingredienser til at blive en god løgner

Kang Lee fortæller i sin TED Talk, at der er to ingredienser, der er vigtigt for, om man er god til at lyve eller ej:

1) Den første handler om tankelæsning.

»De fleste har en viden om, at andre mennesker har en anden viden om samme situation. Det betyder altså, at hvis jeg ved, at du ikke ved, hvad jeg ved, så kan jeg nemmere lyve over for dig,« siger Kang Lee i sin TED Talk.

2) Den anden ingrediens er selvkontrol.

Hvis du kan lade være med at storsmile eller grine, mens du fortæller din løgn og heller ikke får røde kinder, kan du nemmere skjule, at du lyver.

Og hvis et barn kan styre disse to ingredienser, er det positivt, mener Kang Lee.

»De børn, der er dygtige til tankelæsning og har en bedre selvkontrol, er bedre til at lyve, men disse to funktioner er også vigtige for vores generelle funktion i samfundet. Hvis man er knapt så dygtig til at håndtere disse to faktorer, kan det være kædet sammen med ADHD og autisme. Så hvis din to-årige pludselig stikker dig en løgn, skal du ikke være bange, men derimod fejre det, for det viser, at dit barn har taget et vigtigt skridt op ad udviklingsstigen,« siger han i sin TED Talk.

Kan du spotte løgneren?

Børn kan altså lære at lyve, fra de er cirka to år, så når de er 12 kan de være sande løgn-eksperter.

Men er de så gode til at lyve, at voksne ikke vil opdage det?

Kang Lee afspillede videoer med børn, hvor den ene halvdel løj, og den anden halvdel fortalte sandheden for en masse voksne. Resultatet var nedslående.

Ingen voksne kunne med overbevisning se, hvilke børn der løj eller fortalte sandheden. Selv ikke børnenes egne forældre var i stand til at spotte, hvornår deres børn løj.

Du kan 5 minutter og 50 sekunder inde i videoen teste, om du kan se, hvem af de to børn i videoen, der lyver.

Skjulte følelser

Men hvorfor er det så svært at se, om børnene lyver eller ej?

Ifølge Kang Lee handler det om, at børn ofte har et meget neutralt ansigtsudtryk, mens de lyver. Det fik derfor Kang Lee og en gruppe forskere til at tænke i, hvordan man kunne afsløre løgn på en anden måde.

Under huden i ansigtet løber der tusindvis af blodårer, og de fyldes eller tømmes for blod alt efter, hvordan vi har det, og hvad vi føler. Men vi kan ikke se disse ændringer med det blotte øje.

Derfor udviklede forskerne en billedteknologi, der kan afsløre de her skjulte følelser som frygt og skyld, der ofte viser sig, når man lyver.

»Når vi lyver, ændres blodcirkulationen i ansigtet, så blodet forsvinder fra næsen, men øges ved kinderne. Og derfor kan vi med teknologien se, om folk lyver. Dette kan dog også bruges i andre sammenhænge. I skolen kan en lærer eksempelvis spotte, om en elev skjuler nogle følelser i forhold til et fag. Måske er barnet meget stresset og bange for at sige noget, men det vil læreren måske ikke opdage og vil derfor heller ikke kunne hjælpe barnet,« siger Kang Lee.

Han afslutter sin TED Talk med at sige, at man på et tidspunkt måske også vil kunne aflæse, om politikere lyver, når de deltager i politiske debatter.

TED Talk: Derfor er det et sundhedstegn, når børn lyver

Når børn kommer hjem fra en hektisk dag i skolen, kan de ofte fortælle historier, hvor der er pyntet lidt på virkeligheden.

Den slags løgnehistorier er ofte nemme at gennemskue.

Og det er ifølge professor i psykologi, Kang Lee fra University of Toronto, også den type løgne, som gør, at de tre mest almindelige overbevisninger om børn og løgne er, at:

  • Børn kun fortæller løgne, efter de er startet i folkeskole.
  • Børn er dårlige til at lyve, og vi voksne nemt kan se, om de lyver.
  • Hvis børn starter med at lyve ved tidlig alder, er det nok et skidt karaktertræk.

Men ifølge Kang Lee, der forsker i børns udvikling, hænger det ikke helt sådan sammen. Det fortæller han i sin TED Talk, du kan se over artiklen her.

»Det at lyve er en naturlig del af børns udvikling. Faktisk lyver omkring 30 procent af børnene på to år og efter 4 års-alderen lyver mere end 80 procent af alle børn,« siger Kang Lee i sin TED Talk.

Børn løj for at vinde en stor præmie

Og netop børns mange løgne har inspireret Kang Lee, som i et forsøg blandt andet har undersøgt, hvor tit børn lyver, og hvor nemt eller svært det er for voksne at se, om børn lyver.

Til forsøget fik han børn til at spille et gættespil. Spillet gik ud på at gætte tallene på to kort, og børnene blev lovet en stor præmie, hvis de vandt.

Undervejs i spillet sagde den voksne, at han/hun var nødt til at gå, og barnet fik at vide, at det ikke måtte kigge på kortene, imens vedkommende var væk.

»Trangen til at kigge var for stor for omkring 90 procent af børnene, som altså kiggede på kortene for at øge deres chancer for at vinde. Spørgsmålet er så, om børnene, der har kigget, vil krybe til korset og sige, at de har kigget, eller om de vil lyve?« spørger Kang Lee i sin TED Talk.

Børnene blev optaget, da de fik dette spørgsmål, og langt de fleste løj rigtigt nok.

To ingredienser til at blive en god løgner

Kang Lee fortæller i sin TED Talk, at der er to ingredienser, der er vigtigt for, om man er god til at lyve eller ej:

1) Den første handler om tankelæsning.

»De fleste har en viden om, at andre mennesker har en anden viden om samme situation. Det betyder altså, at hvis jeg ved, at du ikke ved, hvad jeg ved, så kan jeg nemmere lyve over for dig,« siger Kang Lee i sin TED Talk.

2) Den anden ingrediens er selvkontrol.

Hvis du kan lade være med at storsmile eller grine, mens du fortæller din løgn og heller ikke får røde kinder, kan du nemmere skjule, at du lyver.

Og hvis et barn kan styre disse to ingredienser, er det positivt, mener Kang Lee.

»De børn, der er dygtige til tankelæsning og har en bedre selvkontrol, er bedre til at lyve, men disse to funktioner er også vigtige for vores generelle funktion i samfundet. Hvis man er knapt så dygtig til at håndtere disse to faktorer, kan det være kædet sammen med ADHD og autisme. Så hvis din to-årige pludselig stikker dig en løgn, skal du ikke være bange, men derimod fejre det, for det viser, at dit barn har taget et vigtigt skridt op ad udviklingsstigen,« siger han i sin TED Talk.

Kan du spotte løgneren?

Børn kan altså lære at lyve, fra de er cirka to år, så når de er 12 kan de være sande løgn-eksperter.

Men er de så gode til at lyve, at voksne ikke vil opdage det?

Kang Lee afspillede videoer med børn, hvor den ene halvdel løj, og den anden halvdel fortalte sandheden for en masse voksne. Resultatet var nedslående.

Ingen voksne kunne med overbevisning se, hvilke børn der løj eller fortalte sandheden. Selv ikke børnenes egne forældre var i stand til at spotte, hvornår deres børn løj.

Du kan 5 minutter og 50 sekunder inde i videoen teste, om du kan se, hvem af de to børn i videoen, der lyver.

Skjulte følelser

Men hvorfor er det så svært at se, om børnene lyver eller ej?

Ifølge Kang Lee handler det om, at børn ofte har et meget neutralt ansigtsudtryk, mens de lyver. Det fik derfor Kang Lee og en gruppe forskere til at tænke i, hvordan man kunne afsløre løgn på en anden måde.

Under huden i ansigtet løber der tusindvis af blodårer, og de fyldes eller tømmes for blod alt efter, hvordan vi har det, og hvad vi føler. Men vi kan ikke se disse ændringer med det blotte øje.

Derfor udviklede forskerne en billedteknologi, der kan afsløre de her skjulte følelser som frygt og skyld, der ofte viser sig, når man lyver.

»Når vi lyver, ændres blodcirkulationen i ansigtet, så blodet forsvinder fra næsen, men øges ved kinderne. Og derfor kan vi med teknologien se, om folk lyver. Dette kan dog også bruges i andre sammenhænge. I skolen kan en lærer eksempelvis spotte, om en elev skjuler nogle følelser i forhold til et fag. Måske er barnet meget stresset og bange for at sige noget, men det vil læreren måske ikke opdage og vil derfor heller ikke kunne hjælpe barnet,« siger Kang Lee.

Han afslutter sin TED Talk med at sige, at man på et tidspunkt måske også vil kunne aflæse, om politikere lyver, når de deltager i politiske debatter.